Fuglebjerggårds Ejere Gennem Tiden

Fuglebjerggård er en ejendom med en bemærkelsesværdig lang og kompleks historie, der strækker sig over mere end seks århundreder. Gennem tiden har gården været vidne til utallige ejerskifter, båret af adelsslægter, indflydelsesrige familier og perioder med både stabilitet og hastige forandringer. At fortælle historien om Fuglebjerggård er i høj grad at følge de mange forskellige mennesker, der har haft hånden på roret, fra de tidligste kendte ejere i middelalderen til nutidens beboere.

Hvem har mon ejet denne historiske gård, og hvordan har ejerskabet udviklet sig gennem århundrederne? Lad os dykke ned i Fuglebjerggårds fascinerende ejerhistorie.

De Tidligste Kendte Ejere: Middelalderens Slægter

Fuglebjerggårds historie som kendt ejendom kan føres helt tilbage til slutningen af 1300-tallet. På dette tidspunkt tilhørte gården en prominent slægt ved navn Dyre. Vi ved, at brødrene Jens og Niels Knudsen Dyre i fællesskab ejede gården, og at ejerskabet siden overgik til Niels' sønner. Dette etablerer Fuglebjerggård som en del af adelens besiddelser fra en meget tidlig periode.

Efter sønnernes tid trådte enken Ingrid Billesdatter Dyre til som ejer omkring 1460. Hun var en betydningsfuld kvinde for sin tid og ejede udover Fuglebjerggård også adskillige andre gårde. I 1469 traf hun en beslutning, der ændrede Fuglebjerggårds skæbne midlertidigt: Hun lod sig optage på Antvorskov kloster. I den forbindelse overgik Fuglebjerggård til hendes svoger, Anders Jensen Passow. Dette viser, hvordan ejerskab kunne skifte ikke kun gennem arv og salg, men også gennem religiøse valg og familieforbindelser.

Arv, Ægteskab og Skiftende Alliancer

Anders Jensen Passow var ejer af Fuglebjerggård indtil tidligst 1474. Efter hans død overgik gården til hans datter, Anne Andersdatter. Hun var gift med Axel Walkendorff, og sammen ejede de gården. Axel Walkendorff døde dog allerede i 1483. Anne Andersdatter giftede sig herefter igen, denne gang med Jørgen Marsvin. Jørgen Marsvin døde i 1524, og Anne Andersdatter sad herefter som ejer af gården indtil sin egen død i 1528.

Anne Andersdatters liv og ægteskaber illustrerer, hvordan adelige godser ofte blev samlet eller fordelt gennem ægteskabelige alliancer og arvefølger. Ved hendes død i 1528 blev Fuglebjerggård sandsynligvis delt op i flere arveandele. Teksten nævner, at børn fra begge hendes ægteskaber optræder som ejere af gården i de følgende år, herunder Ingrid Walkendorff i 1545 og Anne Marsvin i 1547. Dette tyder på en periode med delt ejerskab eller komplekse arveforhold.

Fra Nevø til Uægte Søn: En Uventet Overgang

Omkring 1567 overgik Fuglebjerggård til en nevø, Erik Walkendorff. Også han var en mand af betydning, der ejede adskillige andre gårde udover Fuglebjerggård. Erik Walkendorffs historie er interessant, da han fik flere uægte sønner. Disse sønner blev opdraget i adelig stil, men de videreførte ikke slægtens våben og navn, hvilket var usædvanligt.

En af disse uægte sønner, Herluf Eriksen, kom til at spille en central rolle for Fuglebjerggård. Han overtog gården, men formentlig i første omgang som en form for forpagter eller som et len – altså ikke som fuldgyldig ejer. Det var først i 1625, at Herluf Eriksen fik det formelle skøde på gården, da han overtog den fra sin halvbror, Henning Valkendorff. Denne overgang fra en adelig nevø til en uægte søn, der formelt erhvervede gården, er et interessant kapitel i Fuglebjerggårds historie.

Stabilitet og Den Første Handel

Efter Herluf Eriksen fik skøde på gården, forblev den i hans slægt i de kommende generationer. Først var det sønnen, der overtog, og sidenhen sønnesønnen. Denne periode repræsenterer en tid med relativ stabilitet i ejerskabet, hvor gården blev drevet inden for samme familie i flere årtier.

I slutningen af 1600-tallet skete der dog en markant ændring: Fuglebjerggård blev solgt for første gang i sin kendte historie. Dette brød med traditionen for arv og familieoverdragelse og indvarslede en helt ny fase for ejendommen.

En Hvirvelvind af Ejerskifter i Starten af 1700-tallet

Efter den første handel i slutningen af 1600-tallet gik det pludselig meget stærkt med ejerskifterne på Fuglebjerggård. Gården skiftede hænder adskillige gange inden for en kort årrække, hvilket står i skarp kontrast til de foregående perioder med langvarigt familieejerskab.

Først kom gården til Niels Mund, som allerede i 1698 solgte den videre til Karsten Jensen Helmerskov. Karsten Jensen Helmerskov beholdt heller ikke gården længe; i 1701 solgte han den til Mathias Numsen. Mathias Numsen videresolgte gården i 1705 til baron Peter Rodsteen. Baron Rodsteen beholdt gården endnu kortere tid; allerede året efter, i 1706, solgte han Fuglebjerggård til Hector Gottfried Masius. Hans søn, Christian von Maase, solgte igen gården i 1721. Herefter var Johan Thomsen Neergaard ejer for en meget kort periode, indtil han i 1724 solgte gården til Carl Adolph von Plessen.

Denne række af hurtige salg og skiftende ejere i starten af 1700-tallet vidner om en turbulent periode for Fuglebjerggård, hvor ejendommen åbenbart var genstand for spekulation eller hurtige handler blandt velhavende mænd.

Den Plessenske Periode og Oprettelsen af Fideikommis

Med Carl Adolph von Plessens erhvervelse af Fuglebjerggård i 1724 gik gården en markant roligere periode i møde. Da Carl Adolph von Plessen overtog gården, var den i dårlig stand, og bygningerne var forfaldne. Plessen var dog en handlekraftig mand, og i løbet af de følgende 30 år gennemførte han en række omfattende forbedringer på ejendommen.

Carl Adolph von Plessen interesserede sig ikke kun for driften af sine godser; han var også en dybt religiøs mand og engagerede sig i samfundet. Han opførte flere almueskoler, heriblandt en i selve Fuglebjerg by, hvilket viser hans sociale engagement.

Et af de mest betydningsfulde træk ved Carl Adolph von Plessens ejerskab var, at han gjorde Fuglebjerggård til en del af de Plessiske fideikommisgodser. Et fideikommis var en juridisk konstruktion, der båndlagde godset. Dette betød, at godset ikke frit kunne sælges eller pantsættes. Formålet var at sikre, at godsets afkast fremover kunne nydes af slægten, og at brugsretten til godset skulle nedarves inden for den Plessenske slægt efter en fastlagt arvefølge. Dette sikrede ejerskabet i slægten over lange perioder, men gjorde det også komplekst.

Arvefølgen og Ophøret af Fideikommisset

På trods af oprettelsen af fideikommisset tog det lang tid for arvingerne at udrede arvens fordeling efter Carl Adolph von Plessens død. Der blev truffet en overenskomst allerede i 1763, men først i 1778 blev der fundet en endelig løsning for Fuglebjerggård. Gården, sammen med Førslevgaard og Fodbygaard, tilfaldt Christian Frederik von Plessen. Hans mor havde dog stadig rettigheder; hun skulle modtage underhold fra godserne og havde ret til at bebo tre værelser på Førslevgaard.

I 1789 overlod Christian Frederik von Plessen Fuglebjerggård og de to andre herregårde til sin bror, Carl Adolph von Plessen (med samme navn som faderen). Dette viser, hvordan ejerskabet fortsat cirkulerede inden for den Plessenske slægt i henhold til fideikommisets regler.

Forpagtning og Arvefæste

Sideløbende med Plessen-slægtens formelle ejerskab havde Fuglebjerggård siden 1773 været forpagtet af Johan Grandjean. Under Johan Grandjeans forpagtning blev gårdens bygninger og have sat grundigt i stand. Grandjean var tydeligvis en dygtig og engageret forpagter.

I 1795 skete der en større omstrukturering: fæstegårdene, der tidligere hørte under Fuglebjerggård, blev udskilt. Samtidig overtog Johan Grandjean selve herregården som arvefæste. Arvefæste var en særlig form for fæstekontrakt, der typisk var livslang og kunne gå i arv til efterkommere, næsten som en form for ejerskab, men med visse forpligtelser over for den formelle ejer.

Johan Grandjean beholdt dog ikke arvefæsteretten længe. Allerede i 1798 afhændede han gården – eller rettere arvefæsteretten – til Peder Rützow.

I mellemtiden, i 1802, blev det Plessenske fideikommis ophævet. Fideikommisset blev erstattet af en kapital, hvis afkast fremover skulle sørge for Plessen-slægtens underhold. Dette betød, at Fuglebjerggård nu igen kunne handles mere frit. Carl Adolph von Plessen, der boede på sine godser i Holsten, afstod i 1805 gården til Peter Johansen de Neergaard.

Neergaard-Slægten: En Lang Periode

Ankomsten af Peter Johansen de Neergaard i 1805 markerede starten på en meget lang periode med stabilitet i Fuglebjerggårds ejerskab. Peter Johansen de Neergaard kom fra den gamle og anerkendte danske adelsslægt Neergaard. Fuglebjerggård forblev i Neergaard-slægtens eje i de næste godt 200 år. Dette er den længste ubrudte periode med ejerskab i gårdens kendte historie og står i kontrast til de tidligere århundreders hyppige skift.

Selvom gården forblev i slægtens eje, skete der dog forandringer i løbet af denne lange periode. I anden halvdel af 1900-tallet blev store dele af den tilhørende jord frasolgt. Dette var en tendens, der gjorde sig gældende for mange større landejendomme i Danmark i denne periode, ofte som følge af landbrugsreformer, økonomiske hensyn eller ændrede driftsformer.

De Seneste År og Nutidens Ejere

Efter omkring 200 år i Neergaard-slægtens eje skiftede Fuglebjerggård igen hænder i 2012. På dette tidspunkt blev gården med hovedbygning og 36 hektar jord købt af en hollandsk rigmand. Dette salg afsluttede Neergaard-slægtens lange tilknytning til gården.

Den seneste information fra 2021 angiver, at herregården på dette tidspunkt ejes af Morten Dinesen og Anette Dinesen. De repræsenterer dermed det nyeste kapitel i Fuglebjerggårds lange og begivenhedsrige ejerhistorie.

Tabel Oversigt Over Ejere (Uddrag)

Ofte Stillede Spørgsmål om Fuglebjerggårds Ejerskab

Hvem ejer Fuglebjerggård i dag?

Ifølge information fra 2021 ejes Fuglebjerggård af Morten Dinesen og Anette Dinesen.

Hvor langt tilbage kan Fuglebjerggårds ejerhistorie spores?

Ejendoms historie kan spores helt tilbage til slutningen af 1300-tallet, hvor den tilhørte slægten Dyre.

Hvad var et fideikommis, og hvordan påvirkede det Fuglebjerggård?

Et fideikommis var en juridisk binding, der betød, at godset (som Fuglebjerggård var under Plessen) ikke kunne sælges eller pantsættes frit, men skulle nedarves inden for en bestemt slægtslinje. Dette sikrede ejerskabet i slægten over tid, men begrænsede den frie råderet.

Hvor længe ejede Neergaard-slægten Fuglebjerggård?

Neergaard-slægten ejede Fuglebjerggård i omkring 200 år, fra 1805 til 2012. Dette var den længste periode med ejerskab i gårdens kendte historie.

Har Fuglebjerggård altid haft en stabil ejerhistorie?

Nej, Fuglebjerggårds historie viser perioder med både langvarigt familieejerskab (som Dyre, Herluf Eriksens slægt og Neergaard-slægten) og perioder med meget hyppige ejerskifter, især i starten af 1700-tallet.

Blev der solgt jord fra gården?

Ja, store dele af jorden blev frasolgt i anden halvdel af 1900-tallet, mens gården var ejet af Neergaard-slægten. Yderligere jordmængde (36 hektar) nævnes ved salget i 2012.

Hvem var Carl Adolph von Plessen, og hvad gjorde han for gården?

Carl Adolph von Plessen overtog gården i 1724, da den var i dårlig stand. Han gennemførte forbedringer over 30 år, oprettede fideikommiset for at sikre ejerskabet i sin slægt og var også socialt engageret, bl.a. ved at opføre skoler.

Fuglebjerggårds ejerhistorie er et fascinerende indblik i Danmarks historie, herunder adelens rolle, arveforhold, juridiske konstruktioner som fideikommis og de skiftende økonomiske og sociale tider. Fra de tidligste middelalderlige slægter til de nuværende ejere har gården gennemgået en bemærkelsesværdig rejse, der afspejler udviklingen af landejendomme og samfundet som helhed.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Fuglebjerggårds Ejere Gennem Tiden, kan du besøge kategorien Opskrifter.