Det Spiser Franskmændene Mest - En Overraskelse?

Når man tænker på fransk madkultur, dukker der ofte billeder op af romantiske bistroer, sirligt anrettede tallerkener, vin, ost og måske en herre med beret og baguette under armen. Men hvad spiser franskmændene egentlig mest i dag? Svaret er måske overraskende, og det afslører langt mere end blot en ændring i spisevaner. Det peger på dybdegående samfundsmæssige spørgsmål om identitet, tilhørsforhold og de politiske kampe, der udspiller sig – selv på tallerkenen.

Mad er sjældent bare mad. Det er kultur, tradition, og for nogle er det et kraftfuldt symbol, der kan bruges til at definere grænser mellem 'os' og 'dem'. Dette fænomen kaldes gastronationalisme, og Frankrig er et land, hvor madkultur og national identitet ofte er tæt forbundet.

Gastronationalisme i Praksis: Apéritif og Svinepølse

Et illustrativt eksempel på gastronationalisme fandt sted den 18. juni 2010 i Paris. I bydelen La Goutte d’Or, kendt for sin multikulturelle befolkning, blev der afholdt en offentlig apéritif. Umiddelbart lyder det som et hyggeligt fællesskabsfremmende initiativ. Men dette var en særlig form for samling – en såkaldt "apéro pinard-saucisson", lanceret af ultrahøjreorienterede grupper. Arrangementet var åbent for alle, men der blev udelukkende serveret vin ("pinard") og svinepølse ("saucisson").

Dette valg af menu var alt andet end tilfældigt. Ved kun at tilbyde svinekød og vin, som er forbudt for praktiserende muslimer og jøder, fungerede arrangementet ekskluderende. Det var et tydeligt signal om, at det fælles bord kun var tiltænkt de såkaldte "ægte" franskmænd, og at borgere med muslimsk eller jødisk baggrund ikke var en del af dette fællesskab. Arrangementets provokerende karakter blev yderligere understreget af valget af lokation – et kvarter med mange muslimske beboere – og datoen, en fredag, som er muslimernes helligdag. Dertil kom den historiske parallel: 18. juni 1940 holdt Charles de Gaulle sin berømte appel til franskmændene om at fortsætte kampen mod den tyske besættelsesmagt. 70 år senere brugte den ydre højrefløj datoen til symbolsk at opfordre franskmændene til at tage kampen op mod, hvad de opfattede som en "muslimsk besættelse", med svinepølse og vinglas som våben. Her koblede man på en lidet subtil måde kampen mod nazisterne med den aktuelle kamp mod indvandring og multikulturalisme. Tallerkenen blev en kampplads.

Svinets Rolle i Fransk Identitet

Dette eksempel er et skoleeksempel på gastronationalisme, hvor madpraksisser bruges til at forme en bestemt national fortælling og trække skarpe grænser for, hvem der "hører til". Den franske historiker Pierre Birnbaum argumenterer i bogen "La république et le cochon" (2013) for, at svin har fungeret som et centralt symbol for den franske nation siden republikkens fødsel. Allerede oplysningstidens filosoffer diskuterede, om jøder kunne være "rigtige" borgere, når de ikke spiste svin, som dengang blev betragtet som en hjørnesten i nationens køkken. Gennem hele republikkens historie har svinet altså været brugt til at definere de "rigtige" og de "mindre rigtige" medborgere. I nyere tid er svinet især blevet et symbol på en truet nationalidentitet i globaliseringens tidsalder, en diskurs der har fået ny medvind siden finanskrisen.

Fransk Madkultur som Civilisatorisk Overlegenhed

Det er dog ikke kun svinet, der spændes for den nationalistiske vogn. Historikeren Francis Chevrier fremhæver i bogen "Notre gastronomie est une culture" (2011) franskmændenes særlige "konvivialitet" – "med-leven" omkring måltidet eller måltidskultur – som et unikt fransk træk. Chevrier var en af drivkræfterne bag at få "Le repas gastronomique des Français" optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. For Chevrier afspejler den raffinerede franske model med at servere flere retter efter hinanden en civilisatorisk evolution, hvor Frankrig er længere fremme end mange andre kulturer. Han mener for eksempel, at man i Asien og Mellemøsten "smækker det hele på bordet på en gang", som man gjorde i Frankrig for 200 år siden, og fremstiller disse landes køkkener som tilbagestående i forhold til Frankrig. Ifølge Chevrier er den unikke franske madkultur altså både en national tradition og et udtryk for modernitet, der adskiller Frankrig fra mere "primitive" kulturer. Denne form for argument, der rangerer kulturer baseret på madpraksisser, har af forskere fået betegnelsen gastroracisme.

Madkultur og Klasseforskelle

Chevriers idé om den franske madkultur som en samlende faktor, der overskrider klasse- og regionale forskelle (i hvert fald blandt hvide franskmænd), er yderst kontroversiel. Den store franske sociolog Pierre Bourdieu argumenterede tværtimod for, at madkulturen er et af de steder, hvor klassemæssige forskelle i det franske samfund netop udbygges og forstærkes. Bourdieu mente, at overklassen foretrækker elegant og let mad, mens underklassen spiser jævn og tung mad. Begge klasser betragter deres egne smagspræferencer som de "rigtige" og bruger dem til at bekræfte fordomme om den anden klasse. Overklassen ser ned på underklassens simple mad som et tegn på primitivitet, mens underklassen ser overklassens sofistikerede vaner som udtryk for overfladisk snobberi. Som Bourdieu formulerede det: "smag klassificerer og klassificerer den, der klassificerer". Madvalg er altså ikke neutrale, men tæt forbundet med social position og identitet.

Hvad Spiser Franskmændene Så Virkelig Mest?

Med disse komplekse lag af gastronationalisme, identitetspolitik, gastroracisme og klassekamp i mente, er der god grund til at være kritisk over for de romantiserede myter om den franske madkultur. En måde at udfordre disse myter på er simpelthen at se på, hvad folk rent faktisk spiser i Frankrig i dag. Virkeligheden afslører, at madkulturen er en dynamisk størrelse, der i høj grad er formet af indvandring og globale strømninger.

Kontrasten til de nationalistiske forestillinger er slående. Det, der spises mest i Frankrig, er nemlig pasta. Ja, pasta – en ret vi normalt forbinder med Italien. Tæt efterfulgt af pasta kommer nordafrikanske retter som couscous og tabouleh. Disse retter, der stammer fra køkkener uden for det traditionelle "franske" kanon, er blevet enormt populære og integrerede i franske spisevaner.

En Ny Virkelighed På Tallerkenen

Dette faktum understreger, at de mange indvandrere i Frankrig i høj grad har bidraget til og redefineret landets aktuelle madkultur. Forestillingen om den klasseløse franskmand med baguette og beret, der handler på markedet, afspejler ikke den fulde virkelighed. Den moderne franske tallerken er mangfoldig og påvirket af globale og immigrationsrelaterede strømninger. At pasta, couscous og tabouleh topper listen over de mest spiste retter viser, hvordan fransk madkultur er i konstant udvikling og omfavner nye smagsindtryk.

Så glem alt om Canard à l’orange som den ubestridte franske nationalret, der definerer nationen. Hvis man skal pege på, hvad der spises mest, er det snarere en "Tabouleh à l’orange" – en symbolsk ret, der bedre indfanger den moderne franske madkulturs kompleksitet, dynamik og de mange bidrag, der former den. Det er et køkken, der er levende, foranderligt og langt mere mangfoldigt end de nationalistiske myter vil gøre det til. Bon appétit!

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Det Spiser Franskmændene Mest - En Overraskelse?, kan du besøge kategorien Madlavning.