Mad og Tro: Hvad siger Bibelen?

Spørgsmålet om, hvad man må spise eller ikke spise, har gennem tiderne haft forskellige svar inden for religiøse rammer. For kristne er der tekster i Bibelen, der berører emnet, både i de ældre skrifter og i beretninger om Jesu liv og de tidlige kristne. Lad os udforske nogle af disse perspektiver baseret på de givne tekster, fra detaljerede lister over tilladte og forbudte fødevarer til det dybt symbolske måltid, der er centralt i kirken.

Du er et folk, der er helliget Herren din Gud, og udvalgt af alle folk på jorden som hans ejendomsfolk. Denne helligelse afspejles i visse bestemmelser, herunder hvad der anses for rent og urent at spise.

Bestemmelser fra Gamle Testamente

I de gamle skrifter, specifikt i Femte Mosebog kapitel 14, findes detaljerede lister over dyr, der måtte spises, og dyr, der skulle regnes for urene. Disse regler var en del af loven givet til Israels folk og tjente til at adskille dem fra andre nationer.

Man måtte ikke spise noget som helst afskyeligt. Listen over tilladte dyr omfattede firbenede dyr som okser, får og geder, samt vilde dyr som hjorte, gazeller og rådyr, stenbukke, hvidhalede hjorte, antiloper og vildgeder. Fælles for disse tilladte firbenede dyr var, at de skulle have spaltede hove med kløft i begge hove og tygge drøv.

Der var dog dyr, der ikke opfyldte begge krav og derfor skulle regnes for urene. Eksempler nævnt i teksten er kamelen, haren og klippegrævlingen, som tygger drøv, men ikke har spaltede hove, og svinet, som har spaltede hove, men ikke tygger drøv. Kødet fra disse urene dyr måtte ikke spises, og man måtte heller ikke røre ved deres ådsler.

For dyr, der lever i vandet, var reglen, at man kun måtte spise dem, der havde finner og skæl. Alt andet i vandet, der manglede finner og skæl, skulle regnes for urent og måtte ikke spises.

Når det kom til fugle, måtte alle rene fugle spises. En lang række fugle blev dog specifikt nævnt som urene og måtte ikke spises. Listen inkluderer rovfugle som ørnen, munkegribben og lammegribben, glenten og forskellige falkearter. Også kragefugle, strudsen, forskellige ugler (natuglen, hornuglen, skovhornuglen, sløruglen), vandfugle som mågen, pelikanen, ådselgribben og fiskepelikanen, samt storken og forskellige hejrearter blev regnet for urene. Derudover nævnes hærfuglen, flagermusen og alt kryb, som har vinger, som urent.

Ud over specifikke dyrearter var der også andre regler. Man måtte ikke spise noget selvdødt dyr. Et selvdødt dyr kunne dog gives til en fremmed i byerne eller sælges til en udlænding, da folket var helliget Herren. En anden specifik regel var, at man ikke måtte koge et kid i dets mors mælk.

Disse bestemmelser viser et system af renhed og urenhed relateret til fødevarer, der var gældende under den gamle pagt.

Nadveren: Et Kærlighedens Måltid i Nye Testamente

I modsætning til de detaljerede kostlove fra Gamle Testamente finder vi i Det Nye Testamente fokus på et specifikt måltid med en dyb symbolsk betydning: nadveren, også kaldet altergang. Dette måltid er centralt i kristen gudstjeneste og er indstiftet af Jesus selv.

Nadveren finder typisk sted ved højmesser og andre gudstjenester. De, der ønsker at deltage, knæler ved skranken omkring alterbordet. Her modtager de en smule brød og vin. Præsten udtaler ord, der identificerer brødet som Jesu legeme og vinen som Jesu blod.

For mange, især dem der ikke er vant til at gå i kirke, kan nadveren virke mystisk. Ideen om at spise og drikke Jesu legeme og blod kan virke fremmed. Men kernen i nadveren er, ifølge teksten, ikke mystik for de særligt fromme, men en dyb og enkel invitation til fællesskab.

Nadveren beskrives som et "kærlighedens måltid". Ligesom vi inviterer familie og venner til et måltid for at vise glæde og ønske om samvær, inviterer Gud sine venner – alle – til at spise sammen med ham. Ved nadveren er ingen holdt udenfor. Det er et måltid i fællesskab med alle andre troende, både dem der er til stede, og dem der levede før os, inklusive vore forfædre og alle kristne gennem historien. Alterbordet strækker sig således bagud i tiden og ind i evigheden.

Invitationen til nadveren kommer fra Jesus selv. Aftenen før han blev korsfæstet (Skærtorsdag aften), spiste han sit sidste måltid med sine disciple. Her bad han dem gentage måltidet efter hans død, og lovede, at hver gang de samledes for at spise sammen, ville han være hos dem. Han ville være nær ved dem på samme måde, som brødet og vinen bliver en del af os, når vi spiser og drikker dem.

I brødet og vinen rækker Jesus sig selv til os – sin kærlighed. En kærlighed, der var så stærk, at den førte ham i døden for dem, han elskede. Fra nadverbordet sendes de troende ud i verden for at dele den kærlighed, de har mødt, med andre.

Alterbrød og Vin: Symbolikken og Praksis

De konkrete elementer i nadveren er brød og vin. Brødet, der anvendes i mange kirker, kaldes en oblat eller et alterbrød. I den katolske kirke kaldes det en hostie efter indvielsen.

Oblaterne er typisk små, hvide, møntformede skiver. De er traditionelt bagt alene af hvedemel og vand og er usyret brød, hvilket betyder, at der ikke er brugt gær til at hæve det. Dette usyrede brød er standard i den vestlige kirke og symboliserer renhed og det usyrede brød, som jøderne spiste under påsken, der forudgik Jesu korsfæstelse.

I Danmark har Diakonissestiftelsen i over hundrede år bagt alterbrød til mange kirker. De små skiver er cirka en millimeter tykke og 2-3 centimeter i diameter. Selvom de kan virke lidt uvante, forsvinder de hurtigt i munden.

I de østlige kirker er det derimod normalt at bruge syret brød, hvilket var en af de teologiske forskelle under det store skisma i 1054. Her bruger man ofte et brød af mere konventionel form, som brydes i stykker.

Synet på alterbrødet varierer teologisk. Den katolske kirke tror på transsubstantiation, hvor brødet gennemgår en total forvandling til Kristi legeme efter indvielsen. Derfor behandles konsekrerede hostier med stor respekt og kan opbevares i et tabernakel. Inden for luthersk teologi, som er udbredt i Danmark, mener man, at brødet ved nadveren også bliver Kristi legeme, men uden at ophøre med at være brød. Det er Kristi legeme i, med og under brødet.

Vinen, der bruges i nadveren, er typisk rigtig vin. Teksten nævner, at der i Opstandelseskirken bruges en israelsk hedvin, som indeholder alkohol. I nogle kirker vælger man dog at bruge alkoholfri vin eller druesaft for at imødekomme dem, der ikke drikker alkohol. Hvis en person med alkoholproblemer ønsker at deltage i nadveren, men ikke drikke vinen, kan vedkommende signalere dette, for eksempel ved at lægge en finger over bægeret.

Både brødet og vinen gives kun i en lille mængde. Men selv i denne lille mængde mener man, at det er Herrens gave af sig selv, sin fred og sin kærlighed, der modtages.

Sammenligning af Fokus

De to hovedafsnit af de givne tekster – de gammeltestamentlige kostlove og den nytestamentlige nadverpraksis – repræsenterer forskellige tilgange til mad og spisning i en religiøs kontekst:

Mens de gammeltestamentlige regler gav et omfattende sæt retningslinjer for daglig kost, fokuserer den nytestamentlige praksis, som beskrevet i teksten, på et specifikt rituelt måltid med en central teologisk betydning.

Ofte Stillede Spørgsmål

Her er svar på nogle typiske spørgsmål baseret på de givne tekster:

Hvorfor var der så mange regler for mad i Gamle Testamente ifølge teksten?
Ifølge teksten var reglerne en del af, at Israels folk var helliget Herren deres Gud og udvalgt som hans ejendomsfolk. Reglerne om rene og urene dyr var med til at markere denne særlige status.

Hvad symboliserer brødet og vinen i nadveren?
Præsten siger, at brødet er Jesu legeme og vinen er Jesu blod. Det symboliserer Jesu offer på korset og hans nærvær hos de troende, samt Guds kærlighed, der rækkes ud i måltidet.

Er alterbrødet et særligt brød?
Ja, alterbrødet (oblat) er specielt. Det er typisk usyret brød bagt af hvedemel og vand. Det har en bestemt form (møntformet) og symboliserer løsepenge for menneskenes synd. I Danmark bages det traditionelt på Diakonissestiftelsen.

Hvad sker der, hvis man har et alkoholproblem og deltager i nadveren?
Teksten nævner, at i nogle kirker bruges alkoholfri vin eller druesaft. Hvis der serveres vin med alkohol, kan man signalere, at man ikke ønsker vinen, for eksempel ved at lægge en finger over bægeret.

Er nadveren kun for 'særligt fromme'?
Nej, ifølge teksten er nadveren Guds invitation til alle sine venner. Der er ingen, der er holdt udenfor. Det er et måltid for alle, der ønsker at deltage i fællesskabet med Gud og andre troende.

De givne tekster tegner således forskellige billeder af madens rolle i en religiøs kontekst. Fra de omfattende og detaljerede kostlove i Gamle Testamente, der definerede et folks identitet og hellighed, til det symbolske og fællesskabsskabende måltid i Det Nye Testamente, nadveren, hvor fokus er på erindring, nærvær og modtagelse af Guds kærlighed gennem brød og vin.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Mad og Tro: Hvad siger Bibelen?, kan du besøge kategorien Madlavning.