Hvad var Grauballemandens sidste måltid?

Jesu Opstandelse: Vidnerne og Beretningen

09/02/2022

Rating: 4.21 (7243 votes)

Jesu opstandelse er en af de mest centrale og fundamentale begivenheder i kristendommen. Det er hjørnestenen i troen, det budskab der blev forkyndt fra de tidligste tider, og det dogme der fastholdes i de store trosbekendelser. Opstandelsen er ikke blot en genoplivning, men en overgang til et evigt, nyt liv – en afgørende forskel fra tidligere mirakler som Lazarus' opvækkelse. Denne begivenhed påskemorgen, hvor graven blev fundet tom, og Jesus senere viste sig for sine disciple, udgør kernen i det kristne håb.

Hvad var Jesus' sidste måltid?
Det Ny Testamente fortæller, at Jesus spiste sammen med sine disciple den sidste aften, før han blev taget til fange og korsfæstet. Under måltidet sagde han til dem, at når han var gået bort, skulle de mødes og spise sammen på samme måde, og han ville så selv være til stede hos dem gennem brødet og vinen.

Evangelierne i Det Nye Testamente giver os fire forskellige, men indbyrdes forbundne beretninger om, hvad der skete den skæbnesvangre morgen. Selvom der er variationer i detaljerne – hvem der var til stede, hvor mange engle der blev set, og hvordan stenen blev flyttet – er de alle enige om de mest fundamentale punkter: graven var tom, og de første til at opdage dette var kvinder, som mødte himmelske budbringere, der forkyndte, at Jesus var opstået.

Indholdsfortegnelse

Den Tomme Grav: Et Afgørende Tegn

Ingen af evangelierne beskriver selve øjeblikket, hvor Jesus genopstår. Fokus er i stedet på det mest håndgribelige bevis: den tomme grav. Matthæusevangeliet giver os den mest dramatiske skildring af, hvordan graven blev åbnet:

Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. (Matt 28,2)

Denne beretning understreger det overnaturlige og guddommelige ved begivenheden. De andre evangelier er mere kortfattede i deres beskrivelse af stenens flytning. Markus, Lukas og Johannes nævner blot, at da kvinderne ankom til graven, fandt de stenen væltet fra indgangen. Da de trådte ind, fandt de ikke Jesu legeme derinde. Den tomme grav var det første, uomtvistelige tegn på, at noget ekstraordinært var sket, noget der gik langt ud over en almindelig død og begravelse.

Englene ved Graven: Budbringere om Liv

Ved graven mødte kvinderne himmelske sendebud, der bekræftede opstandelsen. Antallet og fremtrædelsen af disse engle varierer mellem evangelierne, hvilket vidner om forskellige perspektiver og øjenvidneberetninger, men budskabet er konsistent: Jesus lever.

  • Matthæus: Nævner én engel, der sidder på stenen uden for graven. Englen taler til kvinderne og siger: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået som han har sagt. (Matt 28,6)
  • Markus: Beskriver en ung mand i hvide klæder siddende inde i graven. Han viser kvinderne stedet, hvor Jesus lå, og fortæller dem, at han er opstået. Se, der er stedet, hvor de lagde ham! (Mark 16,6)
  • Lukas: Fortæller om to mænd i lysende klæder, der står inde i graven og minder kvinderne om Jesu egne ord om, at han skulle lide og opstå.
  • Johannes: Nævner også to engle, der sidder inde i graven, en ved hovedet og en ved fødderne, der hvor Jesu legeme havde ligget.

Disse engle spiller en afgørende rolle ved at give den guddommelige forklaring på den tomme grav og forvandle forvirring til håb og forståelse. De er de første, der eksplicit forkynder opstandelsen.

Kvinderne som Vidner: Først ved Graven

Det er bemærkelsesværdigt, at alle fire evangelier er enige om, at det var kvinder, der var de første til at opdage den tomme grav. Dette er historisk set interessant, da kvinders vidnesbyrd ikke altid havde samme vægt som mænds i det antikke samfund. Alligevel fremhæver evangelierne kvindernes rolle som de første og vigtigste vidner til denne centrale begivenhed.

Antallet og navnene på kvinderne varierer dog:

EvangeliumNavne på kvinderneDetaljer
MatthæusMaria Magdalene og "den anden Maria"Kom til graven ved daggry.
MarkusMaria Magdalene, Maria (Jakobs mor), og SalomeKom til graven, da solen var stået op.
Lukas"De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus" (nævner senere Maria Magdalene, Johanne, Maria (Jakobs mor) og andre kvinder)Kom til graven tidligt om morgenen.
JohannesMaria Magdalene (nævner dog at hun taler på vegne af flere: "vi ved ikke")Kom til graven, mens det endnu var mørkt.

Uanset forskellene i navnene, understreger evangelierne samstemmende, at disse kvinder var trofaste følgere af Jesus, der havde været vidner til hans død, hans begravelse og nu hans tomme grav. Deres vidnesbyrd var det første skridt i udbredelsen af budskabet om, at Jesus var opstået.

Jesus Viser Sig: Bekræftelsen på Liv

Efter opdagelsen af den tomme grav og mødet med englene, beretter evangelierne (med undtagelse af Markus' oprindelige, bratte afslutning) om Jesu forskellige tilsynekomster for sine efterfølgere. Disse tilsynekomster bekræftede for dem, at han virkelig var opstået og levede.

  • Matthæus: Jesus møder kvinderne på deres vej fra graven og hilser dem. Senere møder disciplene ham i Galilæa på et bjerg, hvor han giver dem missionsbefalingen.
  • Lukas: Jesus viser sig for to disciple på vejen til Emmaus. Han forklarer skrifterne for dem, og de genkender ham, da han bryder brødet. Samme aften viser han sig for disciplene i Jerusalem. Her spiser han fisk for at vise, at han er fysisk opstået og ikke en ånd (Luk 24,39).
  • Johannes: Maria Magdalene møder Jesus i haven ved graven. Senere viser Jesus sig for disciplene (uden Thomas) og otte dage senere igen (med Thomas), hvor Thomas får lov at røre ved hans sår (Joh 20,27) og bekender: Min Herre og min Gud! Jesus viser sig også senere ved Tiberiassøen i Galilæa.

Disse beretninger om tilsynekomster tjente til at overbevise disciplene og andre om virkeligheden af opstandelsen. De så ham, talte med ham, spiste med ham og rørte ved ham, hvilket understregede den kødelige opstandelse, som adskiller sig fra en rent åndelig overlevelse.

Udbredelsen af Budskabet: Fra Vidnesbyrd til Forkyndelse

Jesu opstandelse var ikke en begivenhed, der skulle holdes hemmelig. Tværtimod blev den grundlaget for disciplenes mission og forkyndelse. Ifølge Matthæus, Lukas og Johannes sendte Jesus sine disciple ud med autoritet til at forkynde budskabet, netop på baggrund af hans sejr over døden.

Apostlenes Gerninger viser tydeligt, hvordan opstandelsen var kernen i de tidlige kristnes forkyndelse. Både Peter (ApG 2,32; 3,15; 4,10; 5,30; 10,40) og Paulus (ApG 13,33; 17,31; 26,23) refererer konstant til Jesu opstandelse som beviset på hans identitet og betydning.

Andre Kildematerialer og Skriftens Opfyldelse

Ud over evangelierne finder vi tidligt vidnesbyrd om opstandelsen i apostlenes breve. Paulus' første brev til korintherne (ca. år 52 e.Kr.), kun omkring 20 år efter begivenhederne, indeholder en af de ældste overleveringer:

Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod efter Skrifterne, og han blev set af Kefas [Peter] og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på en gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. (1 Kor 15,3-7)

Dette afsnit, der ligner en tidlig trosbekendelse, er et stærkt uafhængigt vidnesbyrd om opstandelsen og de mange vidner, der så den opstandne Jesus. Selv den jødiske historiker Josefus nævner Jesus og hans tilsynekomst efter døden i et omdiskuteret, men potentielt tidligt kildemateriale.

For de tidlige kristne var opstandelsen ikke en ny, uhørt begivenhed, men noget der var forudsagt i De Gamle Testamentes skrifter (Tanakh). Selvom disse profetier ikke altid er indlysende for den moderne læser, så apostlene og forfatterne til Det Nye Testamente dem opfyldt i Jesus. Salme 16, vers 10 (For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, din fromme vil du ikke lade se graven) blev brugt af både Peter og Paulus til at argumentere for, at Messias ikke ville se graven, og at denne profeti måtte pege på Jesus, da David selv døde. Hoseas 6,1-2 (Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag) blev også fortolket som en forudsigelse om genoprettelse og liv på tredjedagen, som Paulus forbandt med Jesu opstandelse. Også passager fra Esajas 53 (om den lidende tjener, der "ser lys efter sin lidelse") og Salme 22 (om lidelse og frelse) blev set i lyset af Kristi død og opstandelse.

Apostlene argumenterede for, at disse skriftsteder, der måske ikke oprindeligt var forstået som profetier om en opstanden Messias, nu i lyset af Jesu faktiske opstandelse, tydeligt pegede frem mod ham. Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse sammenfatter dette ved at sige, at Jesus opstod på tredjedagen ifølge skrifterne.

Ofte Stillede Spørgsmål om Jesu Opstandelse

Hvorfor er der forskelle i evangeliernes beretninger?
Forskellene i detaljer (antal engle, hvem der var til stede af kvinderne osv.) kan forklares ved, at evangelierne er baseret på forskellige øjenvidneberetninger og traditioner. De blev skrevet til forskellige publikummer og med forskellige teologiske fokuspunkter. Forskellene betragtes ofte som komplementære snarere end modstridende, idet de giver et fyldigere billede set fra forskellige vinkler. De samstemmer om de vigtigste punkter: tom grav, englebudskab, kvinder som første vidner, og Jesu tilsynekomster.

Var Jesu opstandelse fysisk eller kun åndelig?
Evangelierne og Paulus' breve understreger en fysisk, kødelig opstandelse. Jesus spiser med disciplene (Lukas), lader Thomas røre ved sine sår (Johannes), og Paulus taler om en opstandelseskrop, der er forvandlet, men stadig genkendelig (1 Kor 15). Begrebet "kødets opstandelse" i trosbekendelserne understreger netop dette for at skelne fra en ren åndelig overlevelse.

Hvorfor er opstandelsen så vigtig for kristendommen?
Opstandelsen bekræfter Jesu guddommelighed og hans sejr over synd og død. Den er garantien for de troendes egen fremtidige opstandelse til evigt liv. Uden opstandelsen ville troen være forgæves, som Paulus skriver (1 Kor 15,14). Den er grundlaget for håbet om frelse og forkyndelsen af evangeliet.

Hvem så Jesus først efter opstandelsen ifølge evangelierne?
Ifølge Matthæus og Johannes var Maria Magdalene blandt de allerførste, der så Jesus. Lukas nævner, at Jesus viste sig for Simon Peter (Luk 24,34), selvom han ikke giver detaljer om dette møde. Paulus' overlevering i 1 Kor 15 nævner Peter (Kefas) som den første, Jesus viste sig for, efterfulgt af de tolv.

Hvor lang tid gik der mellem Jesu død og opstandelse?
Ifølge evangelierne skete opstandelsen på "tredjedagen" efter Jesu død. Han døde fredag eftermiddag, var i graven lørdag, og opstod søndag morgen. Dette opfylder også profetier om opstandelse på tredjedagen.

Jesu opstandelse forbliver en central troshandling og et historisk spørgsmål. Beretningerne fra de tidligste kilder giver et flerdimensionelt vidnesbyrd om en begivenhed, der forandrede verdenshistorien og fortsat inspirerer millioner.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Jesu Opstandelse: Vidnerne og Beretningen, kan du besøge kategorien Madlavning.

Go up