SF's Rejse: Fra Stiftelse til Formandskab

Pia Olsen Dyhr er et centralt navn i dansk politik i dag. Siden 2014 har hun stået i spidsen for Socialistisk Folkeparti (SF), et parti med en lang og ofte turbulent historie i Folketinget. Hendes formandskab markerer et vigtigt kapitel for SF, men for at forstå hendes rolle fuldt ud, må vi dykke ned i partiets fortid og de ledere, der gik foran hende. Denne artikel udforsker Pia Olsen Dyhrs baggrund og politiske karriere samt den fascinerende rejse, SF har været på siden sin grundlæggelse.

Pia Olsen Dyhr blev født den 30. november 1971 i Vallensbæk på Københavns Vestegn. Hun voksede op i et hjem, hvor moderen arbejdede som rengøringsassistent, og faderen var udlært snedker og ansat ved DSB. Denne baggrund i et almindeligt arbejderhjem har ofte præget hendes politiske ståsted. Uddannelsesmæssigt er Pia Olsen Dyhr cand.scient.pol., en baggrund der har rustet hende til en karriere i krydsfeltet mellem teori og praktik. Før hun for alvor trådte ind på den landspolitiske scene, arbejdede hun blandt andet som politisk koordinator for CARE Danmark og som koordinator for Danmarks Naturfredningsforening. Disse roller gav hende tidlig indsigt i både udviklingsbistand og miljøpolitik, emner der fortsat ligger SF nært. Derudover har hun haft poster som næstformand for Mellemfolkeligt Samvirke og formand for 92-gruppen Forum for Bæredygtig udvikling. Hun har også været involveret i Handelshøjskolens tænketank Forum Europa og Nævnet vedrørende EU-oplysning.

Pia Olsen Dyhrs Politiske Vej

Pia Olsen Dyhrs formelle politiske karriere startede i ungdomsorganisationen, hvor hun var landsformand for Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) fra 1996 til 1998. Hendes ambitioner rakte dog videre, og i 2005 udfordrede hun den daværende favorit, Villy Søvndal, om formandsposten i SF. Selvom hun tabte kampvalget med 33% af stemmerne mod Søvndals 59%, markerede det hendes position som en fremadstormende figur i partiet.

Ved folketingsvalget i 2007 blev Pia Olsen Dyhr valgt ind i Folketinget for første gang. Hun opnåede valg i Nordsjællands Storkreds med 3.307 personlige stemmer. I Folketinget blev hun hurtigt en synlig skikkelse og blev blandt andet udpeget som partiets trafikordfører. Hendes indsats og engagement førte til, at hun i oktober 2011 blev udnævnt til handels- og investeringsminister i den nyformede regering under Helle Thorning-Schmidt. Som minister lagde hun særligt vægt på at styrke dansk eksport, især mod de såkaldte BRIK-lande, og hun var med til at formulere en ny handelspolitisk strategi med fokus på grøn omstilling. I august 2013 skiftede hun ministerium og blev transportminister. I denne rolle var hun med til at indgå den politiske aftale, der senere førte til etableringen af Togfonden DK, en stor investering i dansk jernbaneinfrastruktur.

Januar 2014 blev et skelsættende øjeblik for SF og for Pia Olsen Dyhrs karriere. SF's daværende formand, Annette Vilhelmsen, meddelte, at partiet trådte ud af regeringen på grund af intern uenighed om salget af aktier i DONG Energy (nu Ørsted). Samtidig trådte Vilhelmsen tilbage som formand. En måned senere, i februar 2014, blev Pia Olsen Dyhr valgt som ny partiformand uden modkandidater. Dette skifte placerede hende i spidsen for et parti, der netop havde forladt regeringsmagten og stod over for store udfordringer med faldende meningsmålinger og interne stridigheder.

Under Pia Olsen Dyhrs ledelse har SF arbejdet på at genfinde sin position i dansk politik. Ved folketingsvalget i 2015 oplevede partiet en betydelig tilbagegang og endte med kun 4,2% af stemmerne og 7 mandater. Trods nederlaget fortsatte Pia Olsen Dyhr som formand og arbejdede på at genrejse partiet. Ved kommunalvalget i 2017 opnåede partiet 5,7% af stemmerne på landsplan og 7,3% i regionerne. Et vendepunkt kom ved folketingsvalget i 2019, hvor SF med 7,7% af stemmerne næsten fordoblede sit mandattal til 14 mandater i Folketinget. Blot ti dage forinden havde partiet også succes ved Europa-Parlamentsvalget, hvor de med 13,2% af stemmerne gik fra ét til to mandater (selvom den ene, Karsten Hønge, valgte ikke at modtage sit valg). I 2020 skiftede Rasmus Nordqvist fra Alternativet til SF, hvilket gav partiet sit 15. mandat i Folketinget. I 2014 modtog Pia Olsen Dyhr Folkemødets dialogpris som anerkendelse for hendes indsats for at fremme dialog i samfundet. Et mere omdiskuteret emne under hendes formandskab var i 2020, hvor det kom frem, at hun havde flyttet sin datter til en privatskole, på trods af tidligere udtalelser om folkeskolen som en hjørnesten i velfærdssamfundet.

SF's Vej Gennem Historien

For at forstå Pia Olsen Dyhrs plads i SF's historie er det vigtigt at se på partiets oprindelse og udvikling. Socialistisk Folkeparti blev stiftet den 24. november 1958 af Aksel Larsen. Larsen var otte dage forinden blevet ekskluderet fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Splittelsen skyldtes primært uenigheder om forholdet til Sovjetunionen. Aksel Larsen og SF ønskede at indføre socialisme ad demokratisk vej og uden diktater fra Moskva. Ved den formelle stiftelse på partikongressen den 15. februar 1959 markerede SF et brud med den traditionelle kommunisme, selvom historikere har diskuteret, hvor radikalt dette brud reelt var i de første år.

SF's Tidlige År og Det Røde Kabinet

Ved folketingsvalget i 1960 opnåede SF succes og fik 11 mandater i Folketinget. Partiet mistede dog et mandat ved valget i 1964. I løbet af 1960'erne engagerede SF sig stærkt i fredsbevægelsen og modstanden mod atomkraft og atomvåben. Partiet forsøgte at kombinere det parlamentariske arbejde med aktiv deltagelse i græsrodsbevægelser. Ved folketingsvalget i 1966 fordoblede SF sit mandattal til 20 og havde sammen med Socialdemokratiet et absolut flertal. Dette førte til dannelsen af "Det Røde Kabinet", en ren socialdemokratisk regering ledet af Jens Otto Krag, som SF støttede. Samarbejdet varede dog kun et år og førte til intern splittelse i SF. Konflikten kulminerede i 1967 med, at en udbrydergruppe dannede partiet Venstresocialisterne (VS). Ved valget i 1968 mistede SF ni mandater, og samme år trådte partistifter Aksel Larsen tilbage og blev afløst af Sigurd Ømann som formand.

Forandring og Nye Mærkesager

I 1970'erne stod SF fast på sin position i flere vigtige sager. Ved afstemningen om Danmarks deltagelse i Fællesmarkedet i 1972 var SF det eneste parti i Folketinget, der samlet stemte nej. Ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 mistede SF yderligere seks mandater. Året efter trådte Sigurd Ømann tilbage, og Gert Petersen overtog formandsposten. Under Gert Petersens ledelse ændrede SF sit program for at appellere til nye vælgergrupper og sociale bevægelser. Partiet begyndte at fokusere mere på miljøspørgsmål og kønspolitik, emner der stadig er centrale for SF i dag. Ved folkeafstemningen om Den Europæiske Fælles Akt gik SF igen imod, sammen med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, men loven blev vedtaget. I 1980'erne havde partiet et relativt stabilt mandattal på lidt over tyve i Folketinget. Ved folketingsvalget i 1987 opnåede SF sit hidtil højeste mandattal med 27 sæder. De følgende valg i 1988 og 1990 bød dog på tilbagegang. I 1991 blev Holger K. Nielsen ny formand efter et kampvalg.

SF i 90'erne og Villy Søvndals Æra

I løbet af 1990'erne fik SF en større politisk indflydelse, blandt andet ved at støtte Poul Nyrup Rasmussens regering fra 1993 til 2001. Partiets holdning til EU fortsatte med at udvikle sig. Ved afstemningen om Maastricht-traktaten opfordrede SF først til et nej, men endte med at acceptere Edinburgh-aftalen i 1993 som en del af Det Nationale Kompromis. På trods af den øgede indflydelse var støtten til partiet dalende. I 1991 indførte SF et nyt partiprogram, 'Mod Nye Tider', som markerede en bevægelse væk fra den tidligere, stærkt anti-EU-linje. Ved folkeafstemningen om euroen anbefalede SF dog stadig et nej.

Efter at VK-regeringen trådte til i 2001, mistede SF en del af sin indflydelse på Christiansborg. I 2005 trådte Holger K. Nielsen tilbage som formand, og et nyt kampvalg fandt sted. Denne gang mellem Villy Søvndal, Meta Fuglsang og Pia Olsen. Villy Søvndal vandt formandsposten. Under Søvndals ledelse gennemgik partiet en professionalisering og ændrede sin valgstrategi. Fokus blev lagt på færre, tydelige mærkesager. Ved folketingsvalget i 2007 havde SF stor succes og opnåede næsten dobbelt så mange mandater som i 2005. Dette resultat førte til begrebet "Villy-effekten". Søvndal markerede sig også med en kritisk holdning til islamistiske grupper som Hizb-ut-Tahrir, hvilket skabte stor opmærksomhed og interne diskussioner i partiet.

Vejen til Regering og Tilbage

Folketingsvalget i 2011 resulterede i en væsentlig tilbagegang for SF, som fik 9,2% af stemmerne og 16 mandater – et tab på 7. Partiet valgte alligevel at træde ind i Regeringen Helle Thorning-Schmidt I sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre og fik seks ministerposter. Villy Søvndal blev udenrigsminister. Regeringsdeltagelsen viste sig dog at være vanskelig for SF. Mange medlemmer og vælgere følte, at partiet havde svigtet sine traditionelle mærkesager. Meningsmålingerne viste en markant tilbagegang i støtten til partiet. Den 7. september 2012 meddelte Villy Søvndal, at han ville trække sig tilbage som formand. Dette udløste et nyt formandskampvalg mellem sundhedsminister Astrid Krag og det relativt ukendte folketingsmedlem Annette Vilhelmsen. Den 13. oktober 2012 vandt Annette Vilhelmsen urafstemningen blandt medlemmerne med 66% af stemmerne og blev ny formand.

Annette Vilhelmsens formandsperiode var præget af fortsat kritik af regeringens politik, blandt andet i forbindelse med lærerlockouten i 2013 og finansloven for 2014. Ved kommunalvalget i november 2013 fik partiet kun 5,6% af stemmerne, et markant fald fra 14,5% i 2009. De interne problemer kulminerede i januar 2014 med uenigheden om salget af DONG Energy-aktier. Annette Vilhelmsen kunne ikke samle opbakning i folketingsgruppen og valgte at træde tilbage som formand, hvilket samtidig førte til, at SF trådte ud af regeringen.

Partiskifter efter Regeringsfarvel

Efter SF's exit fra regeringen og Annette Vilhelmsens afgang skete der en række markante partiskifter. Flere fremtrædende SF'ere, herunder den tidligere næstformand Mattias Tesfaye, politisk ordfører Jesper Petersen, medlem af Europa-Parlamentet Emilie Turunen og tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen, skiftede til Socialdemokratiet. Sundhedsminister Astrid Krag og Ole Sohn fulgte trop. Miljøminister Ida Auken skiftede til Radikale Venstre. Disse skifter svækkede partiet yderligere i en i forvejen svær periode.

SF Under Pia Olsen Dyhrs Ledelse

I denne turbulente periode, den 13. februar 2014, blev Pia Olsen Dyhr valgt til ny formand for SF uden modkandidater. Hendes opgave var at stabilisere partiet efter regeringskrisen og de mange udmeldinger. Ved folketingsvalget i 2015 led SF igen et nederlag, hvor partiet med 4,2% af stemmerne blev reduceret til kun 7 mandater. Trods dette fastholdt partiet Pia Olsen Dyhr som formand. Under hendes ledelse har SF arbejdet på at genfinde sin politiske profil og styrke sin position. Ved folketingsvalget i 2019 lykkedes det partiet at få et langt bedre resultat med 7,7% af stemmerne og 14 mandater, hvilket markerede en betydelig fremgang. Partiet har også markeret sig på den internationale scene, blandt andet ved at ændre sit engelske navn til Green Left i 2022 for at understrege sit fokus på grøn omstilling.

Formænd for Socialistisk Folkeparti

Udvalgte Folketingsvalgresultater for SF

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvem grundlagde SF?
SF blev grundlagt af Aksel Larsen i 1958/1959 efter hans eksklusion fra DKP.

Hvornår blev Pia Olsen Dyhr formand for SF?
Pia Olsen Dyhr blev valgt som formand for SF i februar 2014.

Har SF siddet i regering?
Ja, SF har siddet i regering én gang, som del af Regeringen Helle Thorning-Schmidt I fra 2011 til 2014.

Hvorfor forlod SF regeringen i 2014?
SF forlod regeringen på grund af intern uenighed i partiet om regeringens beslutning om at sælge en del af statens aktier i DONG Energy.

Hvad betyder SF's engelske navn, Green Left?
Green Left er det navn, SF har brugt internationalt siden 2022. Det understreger partiets fokus på grøn politik og venstrefløjens værdier.

Pia Olsen Dyhr står i dag i spidsen for et parti, der har gennemgået store forandringer siden sin stiftelse. Fra at være et parti dannet i opposition til traditionel kommunisme, over perioder med svingende vælgeropbakning og skiftende mærkesager, til den nylige regeringsdeltagelse og efterfølgende genrejsning. Hendes lederskab bygger videre på arven fra tidligere formænd som Aksel Larsen, Gert Petersen og Villy Søvndal, men navigerer samtidig i nutidens politiske landskab med et stærkt fokus på klima, velfærd og retfærdighed. Pia Olsen Dyhrs rolle er central for SF's fremtid, mens partiet fortsætter sin rejse i dansk politik.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner SF's Rejse: Fra Stiftelse til Formandskab, kan du besøge kategorien Madlavning.